Gæring:
Gærtanken, slanger og alt andet udstyr er helt ren og steril inden urten pumpes over og vi anvender sterile handsker for ikke at der skal komme bakterier i tanken. Det er bedst at lade urten plaske ned i tanken for at der bliver tilført så meget ilt til urten som muligt, vær dog opmærksom på at der ikke kan komme bakterier med ned i tanken. Gæren skal bruge ilten til at kunne danne cellemembran og til at formere sig.
Under gæringen nedbryder gæren sukkeret til CO2, alkohol samt andre smagsgivende stoffer. Selve gæringsprocessen tager normalt maksimum 6 dage. Så har gæren omsat det meste af sukkeret og går langsomt til grunde.
Gærlåsen i toppen af tanken lukker overtryk ud. Efter 10 dage, eller når der ikke omsættes mere sukker af gæren, tappes det meste af det brugte gær fra gennem hanen i bunden af keglen, nederst på tanken. Derefter får øllet tid til at modnes, normalt 3 til 4 uger inden det skal tappes på flasker. Under modningen omdanner den resterende gær ildesmagende stoffer, diacetyl og acetaldehyd, så de ikke længere kan smages.
Det sker at vi tilsætter humle til tanken efter hoved gæringen, eller andre smagsgivende ting. Vigtigt er at disse tilsætninger er absolut sterile.
Der kan gæres flere bryg på samme tid.